Sundhedshus med blidt lys til gæster og ansatte
Hos Fit & Sund i Skanderborg bliver gæsterne mødt med behageligt og diskret belysning i både omklædningsrummene og i fysioterapeuternes behandlingsrum.
Lyset stammer fra Holst Andersen Lightings PLATTA loftspaneler med LED, som både sparer masser af el og giver et blødt og komfortabelt lys for både gæster og ansatte.
Da fitnesskæden Fit & Sund flyttede ind i nyistandsatte lokaler i Skanderborg, var det et stærkt ønske at etablere belysning, der både var moderne og komfortabelt og samtidig kunne give en markant besparelse på elregningen. Valget faldt på Holst Andersen Lightings PLATTA-serie af loftspaneler med LED.
Belysningen er en vigtig del af oplevelsen
I fitnesscentret er det muligt at træne i hold og individuelt, men samtidig tilbyder Fit & Sund også behandling hos fysioterapeuterne fra Skanderborg Fysioterapi, som deler lokaler med centret. Skanderborg Fysioterapi råder over 10 behandlingsrum, hvor det er vigtigt, at patienterne får mulighed for at slappe af og modtage behandlingen under så gode fysiske rammer som muligt.
Det er TPI Elinstallation fra Skanderborg, der har foretaget installationen af de godt 50 paneler i behandlerrummene og i omklædningen. Projektleder Morten Pind fra TPI forklarer: ”Vi anbefalede PLATTA med LED fra Holst Andersen Lighting, fordi den slags paneler gav os mulighed for at give kunden det, de ønskede: Diskret, komfortabelt og indirekte lys, der både kunne indbygges i et systemloft og kunne monteres i Troldtekt-loftet i omklædningsrummene. Samtidig ønskede kunden også, at lyset skulle have et elforbrug, der var så lavt som muligt.”
”Belysningen er en vigtig del af oplevelsen i et fitnesscenter og selvfølgelig også i et fysioterapeutisk behandlingsrum,” siger han. ”Lyset skal være indirekte, så man ikke bliver blændet, når man ligger på briksen og ser op i loftet. Samtidig skal der også være rigeligt med lys, så fysioterapeuten kan arbejde under ordentlige forhold.”
LED fra Holst Andersen Lighting giver god driftsøkonomi
Han fremhæver desuden de mange fordele, der er ved LED som arbejdsbelysning: Det flimrer ikke og har en farvetemperatur tæt på dagslys, så det trætter ikke øjnene på samme måde som andre lyskilder vil gøre.
Rent økonomisk er anskaffelsesprisen på de nye paneler på niveau med prisen for konventionelle paneler med lysstofrør, men driftsomkostningerne er langt lavere, dels på grund af det lave elforbrug og dels fordi lyskilderne holder i mange tusinde timer – en vigtig faktor, når lyset skal være tændt mange timer hver dag.
Fakta: |
Skanderborg Fit & Sund og Skanderborg Fysioterapi åbnede i nye lokaler i oktober 2015. I omklædningsrum og i ti behandlingsrum er der monteret 50 Holst Andersen Lighting PLATTA 60x60 LED loftspaneler. Den forventede elbesparelse vil være ca. 75 - 80 % sammenlignet med konventionelle lyskilder.
|